Guidelines

Guidelines

Kardiel amyloidose

Kardiel amyloidose
Forfattere: Sanne Bøjet Larsen og Anne Dybro
Referenter: Christian Alcaraz Frederiksen & Steen Hvitfeldt Poulsen

Ekkokardiografiske fund der skal rejse mistanke om kardiel amyloidose:

  • Vægfortykkelse ≥ 12 mm (Figur 1),
    • ATTRwt: overvejende asymmetrisk og mest udtalt sv.t septum (i de tidlige stadier kan ses normal vægtykkelse). Ved udtalte amyloidaflejringer kan også ses vægfortykkelse af højre ventrikel (vurderes bedst i subcostal projektion med måling af højre ventrikels frie væg)
    • ATTRv: som ved ATTRwt
    • AL amyloidose: vægfortykkelsen kan være koncentrisk og samtidig tegn til:
  • Apical sparing mønster på GLS plot (”cherry on the top”)
  • Atrie dilatation, ofte bilateralt
  • Sparkling af myokardiet (ofte tydeligst i septum der fremtræder granuleret og ekkogent)
  • Restriktivt fyldningsmønster i senstadie (tidligt i forløbet kan ses non-restriktivt fyldningsmønster)
  • Aortastenose, alle subtyper men særligt low flow-low gradient som ledsages af samtidig uforholdsmæssig høje NT-proBNP og/eller troponinværdier eller andre ekstrakardielle røde flag hos den ældre patient
  • Perikardieansamling), kan ses i senstadie (relativt sjældent)
  • Pleuraansamling, ses typisk ved debut af ubehandlet hjertesvigt eller i senstadie
  • Forhøjet E/È ≥15

Figur 1. Vægfortykkelse

Figur 2. Apical sparing

Baggrund
Kardiel amyloidose skyldes aflejring af fejlfoldede proteiner (amyloid) i myokardiet, og i mere end 98% af tilfældene skyldes de enten ATTR-CM (amyloid transthyretin kardiomyopati) eller light chain amyloidose (AL-amyloidose).
ATTR skyldes aflejring af transthyretin (TTR), et normalt transportprotein der produceres i leveren. ATTR-CM opdeles i arvelige former (ATTRv, v = variant) og vildtype (ATTRwt, wt = wild type) der ikke er arvelig.
AL amyloidose skyldes aflejring af klonale lette kæder produceret af plasmaceller ved hæmatologisk sygdom.
Amyloidaflejringer medfører vægfortykkelse og myokardiedysfunktion, og tilstanden erkendes ofte sent i forløbet, hvor patienterne har udviklet hastigt progredierende hjertesvigt.

ATTRwt
Forekomsten af ATTRwt er ukendt, men øget opmærksomhed og forbedret diagnostik har de seneste år medført en kraftig stigning i diagnosticeringen (1), og ATTRwt er den hyppigste form for kardiel amyloidose i Danmark. ATTRwt er stærkt associeret til stigende alder og mandligt køn (2). Diagnosen bør således særligt overvejes hos ældre med asymmetrisk vægfortykkelse sv.t septum, biatrial dilatation, nedsat LV-GLS med apical sparing mønster og uforholdsmæssig forhøjet NT-proBNP. En række kardielle og ekstrakardielle fund er associerede med underliggende ATTRwt (Tabel 1. Røde flag).

ATTRv
ATTRv er meget sjælden i Danmark og udgør kun 1-2% af patienter med ATTR. Globalt er der registreret >120 mutationer som medfører ATTRv. De fleste genfejl er associeret med nerveamyloidose (familial amyloid polyneuropathy, FAP). I Danmark er den mest almindelige genfejl Leu111Met som medfører ren hjerteamyloidose (3); der er omkring 30 patienter inklusiv et mindre antal raske genbærere. Sidstnævnte konverterer til at have de første tegn på hjerteamyloidose i alderen 40-58 år. Den kliniske præsentation af ATTRv afhænger i høj grad af den underliggende genvariant (Tabel 1. Røde flag).

AL amyloidose
AL amyloidose er den hyppigste form for systemisk amyloidose i Danmark med en årlig incidens på 1.5-4.1 per 100,000. Kardiel involvering ses hos cirka halvdelen af patienter med AL amyloidose og er afgørende for prognosen (4). AL amyloidose adskiller sig på en række kliniske og ekkokardiografiske punkter fra ATTR-CM (Tabel 1. Røde flag).

Tabel 1. Røde flag

 ATTRwt amyloidose ATTRv amyloidose**  AL amyloidose 
 Klinik
  • Hypotension eller "bedring" af kronisk hypertension
  • Bilateralt karpaltunnelsyndrom
  • Lumbal spinalstenose
  • Bicepsseneruptur 
  • Symmetrisk perifer neuropati (FAP)
  • Aflejringer i glaslegemet (FAP)
  • Familiehistorik
  •  Symmetrisk perifer neuropati
  • Autonom dysfunktion
  • Periorbitale blødninger (”raccoon eyes”)
  • Makroglossi
 Ekko
  • Atriedilatation, ofte bilateralt
  • Vægfortykkelse, ofte asymmetrisk (mest udtalt sv.t septum)
  • Apical sparing på GLS plot
  • ”Sparkling” af myokardiet
  • Restriktivt fyldningsmønster (senstadie) (Figur 3)
  • Perikardie/pleura-ansamling
  • Aortastenose (v/ samtidig høje NT-proBNP og/eller troponinværdier eller andre ekstrakardielle røde flag)
  • Forhøjet E/È
  •  Atriedilatation, ofte bilateralt
  • Vægfortykkelse, ofte asymmetrisk (mest udtalt sv.t septum) 
  • Apical sparing på GLS plot
  • ”Sparkling” af myokardiet
  • Restriktivt fyldningsmønster (senstadie)
  • Perikardie/pleura-ansamling
  • Forhøjet E/È
  • Atriedilatation, ofte bilateralt
  • Vægfortykkelse, kan være koncentrisk
  • Apical sparing på GLS plot
  • ”Sparkling” af myokardiet
  • Restriktivt fyldningsmønster (senstadie)
  • Perikardie/pleura-ansamling
  • Forhøjet E/È
 Laboratorie
  • Abnormt forhøjet NT-proBNP i forhold til graden af hjertesvigt
  • Persisterende forhøjet troponin
  • Abnormt forhøjet NT-proBNP i forhold til graden af hjertesvigt
  • Persisterende forhøjet troponin
  • Nefrotisk syndrom
  • Abnormt forhøjet NT-proBNP i forhold til graden af hjertesvigt
  • Persisterende forhøjet troponin
  • Proteinuri
 EKG
  • Afli
  • AV blok
  • Pseudoinfarkt mønster
  • Low voltage 
  •  Afli
  • AV blok
  • Pseudoinfarkt mønster
  • Low voltage 
  •  Afli
  • AV blok
  • Pseudoinfarkt mønster
  • Low voltage 
 Hjerte MR
  • Øget ekstracellulær volumen (ECV over 40% er diagnostisk)
  • Forhøjede native T1-værdier (> 1160ms har høj PPV. Lavere værdier udelukker dog ikke sygdommen)
  • Abnorm gadolinium kinetik
  •  Øget ekstracellulær volumen (ECV over 40% er diagnostisk)
  • Forhøjede native T1-værdier (> 1160ms har høj PPV. Lavere værdier udelukker dog ikke sygdommen)
  • Abnorm gadolinium kinetik
  • Øget ekstracellulær volumen (ECV over 40% er diagnostisk)
  • Forhøjede native T1-værdier (> 1160ms har høj PPV. Lavere værdier udelukker dog ikke sygdommen)
  • Abnorm gadolinium kinetik

**Fænotype afhænger i høj grad af genvarianten.
ATTR-CM, amyloid transthyretin kardiomyopati; FAP, familial amyloid polyneuropathy; GLS, global longitudinal strain; NT-proBNP, N-terminal pro-B-type natriuretisk peptid; AFLI, atrieflimren; AV, atrioventrikulær; ECV, ekstracellulær volumen; PPV, positiv prædiktiv værdi.

Figur 3. Diastolisk dysfunktion (senstadie)

   

 

 

Udredning
Tilstedeværelse af LV-vægfortykkelse ≥12 mm og ≥1 rødt flag bør medføre yderligere udredning.
Udredning ved mistanke om kardiel amyloidose bør fokusere på hurtigst muligt at udelukke AL amyloidose da prognosen er helt afhængig af rettidig hæmatologisk behandling. Derfor bestilles altid biokemisk måling af M-komponent og frie lette kæder (kappa og lambda) i serum og urin. Endvidere henvisning til amyloidosespecifik skintigrafi obs ATTR-CM (rekvireres på Nuklearmedicinsk afdeling). I tvivlstilfælde, og ved tilstedeværelse af M-komponent og/eller skæve frie lette kæder, kan myokardiebiopsi være påkrævet for stille diagnosen korrekt.
Ved tilstedeværelse af M-komponent og skæv kappa/lambda-ratio børpatiente hurtigst muligt henvises til hæmatologisk vurdering obs AL amyloidose.
Skintigrafi med positivt optag (Perugini grad 2-3) i myokardiet er forenelig med ATTR amyloidose og patienten henvises til amyloidoseklinik på højt specialiseret enhed.

For yderligere vedr. udredning henvises til DCS holdningspapir om Kardiel amyloidose.

Referencer

(1) Ravichandran S, Lachmann HJ, Wechalekar AD. Epidemiologic and Survival Trends in Amyloidosis, 1987-2019. N Engl J Med 2020 16;382:1567-8.
(2) Garcia-Pavia P, Rapezzi C, Adler Y, Arad M, Basso C, Brucato A, Burazor I, Caforio ALP, Damy T, Eriksson U, Fontana M, Gillmore JD, Gonzalez-Lopez E, Grogan M, Heymans S, Imazio M, Kindermann I, Kristen AV, Maurer MS, Merlini G, Pantazis A, Pankuweit S, Rigopoulos AG, Linhart A. Diagnosis and treatment of cardiac amyloidosis: a position statement of the ESC Working Group on Myocardial and Pericardial Diseases. Eur Heart J 2021 21;42:1554-68.
(3) Svendsen IH, Steensgaard-Hansen F, Nordvåg BY. A clinical, echocardiographic and genetic characterization of a Danish kindred with familial amyloid transthyretin methionine 111 linked cardiomyopathy. Eur Heart J 1998;19:782-9.
(4) Griffin JM, Maurer MS. Cardiac Amyloidosis A Rare Disease in Older Adults Hospitalized for Heart Failure? Circ Heart Fail 2019;12:e006169.

Hypertrofisk kardiomyopati (HCM)

 

Forfatter: Anne Dybro

Referenter: Christian Alcaraz Frederiksen & Steen Hvitfeldt Poulsen 

September 2022

Typiske kendetegn ved hypertrofisk kardiomyopati (HCM) 

  • Asymmetrisk hypertrofi af venstre ventrikel 
  • Normal til høj LVEF
  • Diastolisk dysfunktion
  • Ofte ledsagende dynamisk obstruktion af venstre ventrikels udløbsdel (LVOT)

Hypertrofi 

Ved HCM ses hypertrofien primært lokaliseret svarende til venstre ventrikel. Graden og mønsteret af hypertrofi kan variere (figur 1), men der er oftest tale om en asymmetrisk hypertrofi med udtalt fortykkelse af septum. I nogle tilfælde kan hypertrofien være lokaliseret sv.t. apeks. Der er ingen sammenhæng mellem evt. genetisk mutation og ekkokardiografisk fænotype, familiemedlemmer med samme genmutation kan have vidt forskellige fænotyper.  

Still HCM
Figur 1. Forskellige typer af hypertrofi ved HCM Binder J et al., Mayo Clinic proceedings., 2006, Vol.81 (4), p.459-467

 

 

Obstruktion 

HCM patienter kan inddeles i tre grupper i fh.t. om de har tegn til obstruktion af LVOT:   

  • Non obstruktiv (1/3) 
    Udløbsgradient ≤ 30 mmHg selv under provokation (Valsalvas manøvre, under eller efter belastning) 

  • Obstruktiv i hvile (1/3) 
    Udløbsgradient i hvile ≥ 30 mmHg 

  • Latent eller provokabel obstruktion (1/3) 
    Udløbsgradient i hvile ≤ 30 mmHg, men obstruktion kan provokeres 

Udløbsobstruktionen opstår på baggrund af flere forhold; 1) snævre pladsforhold i LVOT og 2) systolisk anterior bevægelse af mitralklappen (kaldet SAM-bevægelse). Den septale hypertrofi kan give anledning til en vis forsnævring af LVOT. Dette medfører en Venturi effekt der måske sammen med en mere anterior placering af papilærmusklerne nærmest trækker mitralfligene (oftest den anteriore) mod septum i systolen (SAM-bevægelse). Der ses desuden ofte forlængede mitralfligene hos patienter med obstruktiv HCM. Obstruktionen opstår i midten/slutningen af systolen, og er således dynamisk og ikke fikseret som ved fx aortastenose (figur 2). Obstruktionen påvirkes af forhold som ændrer venstre ventrikels volumen: Hvis volumen falder (nedsat preload, nedsat afterload eller øget kontraktilitet) forværres obstruktionen, og modsat lindres obstruktionen ved forhold som øger venstre ventrikels volumen (øget preload, øget afterload eller nedsat kontraktilitet). Grundet disse forhold kan der være stor dag-dag variation i graden af obstruktion, som fx er påvirket af hydreringsgraden. Obstruktionen er ofte ledsaget af en let til moderat posteriort rettet mitralinsufficiens. Insufficiensen opstår da SAM-bevægelsen medfører at coaptationen mellem mitralfligene rykkes imod midten af forreste flig, og der opstår et jet ind under bagre flig og ned langs posterior væggen af venstre atrium i slut-systolen. Det er vigtigt at notere sig, hvorvidt dette er eneste årsag til mitralinsufficiens, da en evt. behandling af udløbsobstruktionen vil bedre/eliminere mitralinsufficiensen. Hvis mitralfligen rammer septum i systolen kan der være et ekkotæt område endokardielt svarende hertil som tegn på fibrose (kontaktlæsion). Tilstedeværelsen af SAM og udløbsobstruktion er kardinalpunkterne ved hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati (HOCM). 

HCMFigur 2. Udvikling af LVOT obstruktion Ommen SR, Shah PM, Tajik AJ. Left ventricular outflow tract obstruction in hypertrophic cardiomyopathy: past, present and future. Heart (British Cardiac Society). 2008;94(10):1276-81.

 

HCM er forbundet med hyperkontraktilitet, hvorfor den systoliske funktion er normal/supranormal. Typisk er EF 60-70%, hvorimod GLS-plottet viser reducerede strain-værdier. De fleste patienter med HCM har tegn til varierende grader af diastolisk dysfunktion, hvilket er foreneligt med nedsat relaksation og forhøjede fyldningstryk.  

 

Ekkokardiografisk tilgang 

Lokalisation af hypertrofi 

Vægdimensioner bør udmåles i parasternalt længdesnit (PLAX) (figur 3). Definitorisk er HCM uforklaret vægtykkelse ≥ 15 mm (vægtykkelse over ≥ 13 mm gælder ved 1.gradssslægtning til HCM). Som nævnt, ses hypertrofien mest udtalt i septum, men grundig gennemgang af hele myokardiet i alle standard projektioner er obligat. Apikale billeder er bedst til at erkende apikal hypertrofi. Særlig opmærksomhed bør desuden rettes mod den posterobasale væg, som oftest findes uden hypertrofi ved HCM i kontrast til patienter med koncentrisk hypertrofi på baggrund af fx hypertension, aortastenose eller infiltrativ kardiomyopati.  

HCM1Figur 3. Hypertrofien kan være udformet forskelligt, hvorfor udmålingen bør tilrettes dette.

 

SAM-bevægelse 

Tegn på SAM-bevægelse bør inspiceres i PLAX, apikalt 5-kammer og apikalt længdesnit (figur 4 + 5).  I PLAX kan man med fordel placere M-mode i en lodlinje langs nedre mitralflig for at visualisere SAM. 

MmodeFigur 4. A) placering af M-mode. Samme patient B) med SAM (gul pil) og C) uden SAM (blå pil). Sidste billede efter TASH (Transcoronary Ablation of Septal Hypertrophy) behandling.

hcm2Figur 5. A, B) Visualisering af SAM (gul pil) i A) PLAX og B) Apikalt 5-kammer og C,D) ledsagende posteriort rettet mitralinsufficiens.

 

Dynamisk udløbsobstruktion

Der er tale om obstruktion ved gradienter 

  • ≥ 30 mmHg i hvile 
  • ≥ 50 mmHg ved provokation (Valsalvas manøvre, under eller efter belastning, eller ved ekstrasystole) 

Doppler bruges til at visualisere, lokalisere og gradbestemme den dynamiske udløbsobstruktion. Ved brug af color-Doppler identificeres området med obstruktion ved hjælp af den stenotiske turbulens. Herefter placeres CW-Doppler fra en apikal tilgang i apikalt 5-kammer (figur 6). Obstruktionen tiltager i forbindelse med SAM, og der ses et late-peaking, høj-hastigheds systolisk jet hos patienter med udløbsobstruktion, hvilket giver klassiske ”hajfinne formede” kurver. Særlig opmærksomhed bør rettes mod at undgå en evt. mitralinsufficiens. Mitralinsufficens og aortastenose vil have mere afrundede CW-Doppler kurver. Man bør med PW-Doppler kontrollere at den maksimale gradient i sigtelinjen også stammer fra området i LVOT. 

HOCMFigur 6. A) Placering af CW Doppler, B) Klassisk ”haj-finne-formet udløbsobstruktions kurver C) CW-Doppler kurve ved aortastenose og obstruktiv HCM.

 

Latent udløbsobstruktion

Hos HCM patienter uden tegn til udløbsobstruktion i hvile, men hvor der er funktionsbegrænsning pga. typiske symptomer (åndenød, angina, svimmelhed, synkope), kan der være tale om latent udløbsobstruktion, hvorfor man bør forsøge at provokere en sådan.  Traditionelle metoder er forsøg på reduktion af venstre ventrikels volumen. Førstevalg er Valsalvas manøvre (figur 7). Hvis udløbsobstruktionen ikke provokeres herved, bør patienten cykelbelastes i 5-10 minutter ved 75 watt med kontinuerlig CW-Doppler måling af udløbsgradienten både under arbejde og i restitutionsperioden. Alternativt kan man forsøge 0.4-0.5 mg nitroglycerin sublingualt. Desuden ses ofte forværring af udløbsobstruktionen i forbindelse med ventrikulære ekstrasystoler, da venstre ventrikels volumen her reduceres.  

hocm1Figur 7. A) Forværring af udløbstruktion v. Valsalvas manøvre og B )forværring efter ekstrasystole

 

Midtventrikulær obstruktion 

Hos enkelte HCM patienter ses midtventrikulær obstruktion. Obstruktionen er på papillærmuskel niveau og resulterer i en systolisk obstruktion af den midterste del af ventriklen. Hos disse patienter er venstre ventrikels volumen væsentligt reduceret. Venstre ventrikel kan ses med ”timeglasform” med et proksimalt og et distalt lumen under systolen. Det distale lumen vil ofte vise tegn på apikal aneurisme dannelse. Obstruktionen visualiseres også her med color-Doppler og kvantificeres med CW- og PW-Doppler både i hvile og under provokation (figur 8). 

midtvent hocmFigur 8. Midtventrikulær obstruktion

Test

Dette er en test

 

Torakal aortadissektion

af Kim Munk og Gunnar Jensen, revideret 2021 af Carlo Alberto Barcella og Redi Pecini

 

Ekkokardiografisk diagnostik af torakal aortadissektion

Diagnosen stilles ved identifikation af dissektionsmembran (eng: intimal flap) som skiller sandt og falsk aortalumen (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Dissektionsmembran ses som en mobil/flagrende ekkodensitet med et bevægelsesmønster, der adskiller sig fra aortavæggens.

diss-memb-tte-aplax

Fig. 1. TTE: Klassisk type A-dissektion, her apikalt længesnit.

diss-memb-jugulum

Fig. 2. TTE: Type A-dissektion set fra suprasternale vindue.

 

 

ao-diss-tee-lax

Fig. 3. TEE, 126 gr.: Længdesnit af aorta ascendens. Klassisk type A-dissektion. Dissektionsmembranen ses at prolabere gennem aortaklappen givende anledning til en svær aortainsufficiens (Fig. 6).

ao-diss-tee-lax-col

Fig. 4. TEE, 126 gr.: Svær aortainsufficiens pga. dissektion i ascendens (samme pt. som i Fig. 5).

Color doppler muliggør differentiering af sandt og falsk lumen; det sande lumen fyldes normalt med blod under systolen, mens det falske lumen har mere variabel flow men som hovedregel er større end det sande lumen i diastolen.

Indgangslæsionen (eng: intimal tear) kan identificeres som et område med turbulens på Color doppler (Fig. 5, Fig. 6).

   

 

Fig. 5. TEE 0 gr. Aorta descendens med dissektionsmembran.

 

diss-entry-col

Fig. 6. TEE tværsnit af aorta descendens. Intima-læsion med "entry" ses med farve-Doppler.

 

Sommetider kan hvirvlende og lav hastigheds blodstrøm identificeres i det falske lumen som tegn på trombose. Det falske lumen kan være helt eller delvist tromboseret (Fig. 7, Fig. 8).

b-diss-ct-scan

Fig. 7. CT scan af type B-dissektion. Aorta ascendens og arcus er uden tegn på dissektion. I aorta descendens ses intramuralt hæmatom og dissektionsmembran (video). Tilsvarende TEE billede af aorta descendens ses i Fig. 10. TEE billedet er spejlvendt for sammenligning med CT scanningen.

 

b-diss-tee-ct

Fig. 8. Se tekst til Fig. 7.

 

M-mode kan demonstrere dissociation mellem bevægelse af dissektionsmembranen og aortavæggen. Dissektionsmembranen bevæger sig normalt mod det falske lumen i systole.

Intramuralt hæmatom kan kun sjældent påvises ved transtorakal ekkokardiografi.

 

Identifikation af nogle komplikationer af aortadissektion kan bestyrke mistanken:

  • Perikardieekssudat/tamponade (<20% af tilfælde)
  • Aortaregurgitation/insufficiens sekundær til dilatation af aortaroden (op til 70% af tilfælde). Tre mulige mekanismer:
    • dissektion fører til dilatation af aortarod og hermed abnorm coaptation. I dette tilfælde er aortaklappen anatomisk normal og insufficiensen funktionel.
    • dissektion strækker sig ind i sinus Valsalva og destruerer basis af en af aortacuspe;
    • prolaps af dissektionsmembran igennem aortaklappen.
  • Myokardieiskæmi (10-15% af tilfælde) med abnorme vægbevægelser af venstre ventrikel forårsaget af A) dissektion, der strækker sig ind i kranspulsårerne, eller B) falsk lumen udvidelse med kompression eller lukning af kranspulsårerne

Derudover er patienter med bicuspid aortaklap og en præ-eksisterende aortadilatation (en aortadilatation > 55 mm er en væsentlig risikofaktor for dissektion; dog indtræffer ca. 40% af dissektioner hos patienter men en mindre aortadiameter) i højere risiko for aortadissektion.

 

Faldgruber

 

1 - Genspejlingsartefakter kan mistolkes som værende en dissektionsmembran. Disse ses både i aortaascendens og i aorta descendens, hvor man kan se en "pseudoaorta" (double barreled aorta) med brystvæg, aortavæg eller anden struktur som genspejlings objekt. Genspejlingsartefakter kan afsløres ved, at de til enhver tid bevæger sig parallelt med den struktur de genspejler (kan demonstreres med M-Mode).

2 - I den suprasternale optagelse kan den venstre brachiocephalic vene forveksles med en dissektionsmembran. Color doppler i området kan bruges til at skelne de to strukturer. 

3 – En trombe i lumen af et aortaaneurisme kan fejlfortolkes som en intimal flap.

4 – ’Sidelobes’ artefakt, som kan simulere en membran i aortalumen.

Endocarditis

af Nana Valeur og Henrik Egeblad

Definition

Mikrobiologisk infektion i endokardiet. Intrakardiale fremmedlegemer (proteseklapper, pacemaker/ICD-elektroder, centrale langtidskathetre) kan også inficeres medførende "endocarditis", uanset om fremmedlegemet er endothelbeklædt eller ej. Endvidere kan ductus arteriosus persistens og coaractatio aortae i sjældne, henholdsvis meget sjældne, tilfælde være arnested for "endocarditis" (egtl. endarteritis).

Ætiologi

De typiske mikroorganismer er stafylo-, strepto-, og enterokokker, men endocarditis med andre bakterier og svampeendocarditis samt endocarditis med den Rickettsielignende bakterie Coxiella burnetii, der medfører Q-feber, forekommer også. De hyppigt forekommende bakteriæmier med E. coli giver kun ekstremt sjældent anledning til endocarditis, og virusendocarditis eksisterer slet ikke.

Prædisposition

Alle strukturelle hjertesygdomme, fraset ASD (der pga. lav trykforskel mellem atrierne ikke medfører turbulens); desuden intrakardiale fremmedlegemer. Intravenøst misbrug, permanent parenteral ernæring og hæmodialyse kan alle via intens i.v. exposition for mikroorganismer medføre endocarditis, også uden forudgående strukturel abnormitet. Immunosuppresion disponerer ligeledes til endokardit.

Forekomst

I DK registreres årligt ca. 500 tilfælde af endocarditis.

Prognose

Mortaliteten i det akutte sygdomsforløb er 5-50 %, hvor højresidig endokardit og Streptococcus viridans-endocarditis tilhører den lave ende af spektret, mens proteseklapendokardit, endocarditis hos gamle patienter, stafylokok-, enterokok- og svampeendokardit er i den høje. Selv relativt ny danske undersøgelser viser en gennemsnitlig mortalitet på omkring 20 % i blandede HSE-populationer med gennemsnitsalder 60-65 år (HSE = højtspecialiseret enhed).

Visitation

I lyset af den alvorlige prognose anbefaler DCS' NBV, at der ved klinisk mistanke om endocarditis uopsætteligt udføres bloddyrkninger (inden påbegyndelse af antibiotikabehandling) og ekkokardiografi, og at endocarditis altid overvejes ved påvisning af bakteriæmi med bakterier typiske for endocarditis. Desuden at "patienter med verificeret eller uafklaret begrundet mistanke om infektiøs endocarditis konfereres umiddelbart med kardiologisk HSE mhp. overflytning eller ambulant tilsyn og planlæggelse af fortsat observation og behandling, herunder stillingtagen til operation. Stabile patienter kan ofte returneres med undersøgelses- og behandlingsplan til regionalt sygehus, når der foreligger samarbejdsaftale med HSE vedr. endocarditis. Sådanne patienter konfereres eller genhenvises ved behov". Årsagen til denne centralisering er, at HSE råder over kardiologiske, infektionsmedicinske, mikrobiologiske og hjertekirurgiske læger med særlig erfaring inden for endocarditis. I denne sammenhæng bemærkes, at der findes indikation for operativ behandling af omkring halvdelen af de endocarditis patienter, der ses i HSE.

Sundhedsstyrelsen anfører i specialevejledning for intern medicin: kardiologi, at patienter med verificeret endocarditis alene varetages på HSE eller på visse regionshospitaler (Bispebjerg, Hillerød, Roskilde, Vejle, Esbjerg, Haderslev, Herning, Viborg), som har formaliserede samarbejdsaftaler omkring endocarditis med det tilhørende HSE.

Endocarditisdiagnostik generelt

Tabel 1. Klinisk mistanke om endocarditis som bør medføre ekkokardiografi
Feber (oftest > 4-5 døgn) + mislyd
Feber + hjerteinsufficiens
Uforklaret feber i ugevis
Bakteriæmi med bakterier typiske for endocarditis
- og i oversigt bør TTE suppleres med TEE som anført i skema 1 og tabel 2
Ved vurdering af den diagnostiske sandsynlighed for endocarditis indgår en række kliniske og laboratoriemæssige faktorer, og det kan altid anbefales at relatere til de etablerede diagnostiske kriterier for endocarditis (Duke kriterierne, se fx Dansk Cardiologisk Selskab, kliniske rapporter, infektiøs endocarditis, tabel 9) vigtigst er imidlertid de to hovedkriterier:

  1. Kontinuert bakteriæmi med typisk endokarditbakterie.
  2. Ekkokardiografi typisk for endocarditis (sikre vegetationer, perivalvulær kavitetdannelse [pseudoaneurysme eller absces/flegmone], nyopstået klapinsufficiens, hvor det unægtelig kan være vanskeligt at afgøre om en klapinsufficiens er "nyopstået").

Selv nu om dage opdages de fleste tilfælde af endocarditis først i avancerede stadier efter ugers/måneders sygdom eller hos patienter med akut stormende forløb. Dette indicerer øget klinisk opmærksomhed og liberal adgang til bloddyrkning og ekkokardiografi. DCS' NBV anbefaler ekkokardiografi i situationer som anført i tabel 1.

Tabel 2. TTE vs. TEE ved mistænkt endocarditis

TTE (sensitivitet ca. 60 %):
Altid mhp.:

  • Kvantitering af ventrikelfunktion og klapfejl.
  • Fastlæggelse af evt. kongenit malformation
  • Grovere endocarditispatologi

TEE (sensitivitet > 90 %):
Altid:

  • Med mindre helt normal TTE og lav klinisk/laboratoriemæssig mistanke
  • Mhp. detaljeret endocarditispatologi (vegetationer, klapdestruktion, kaviteter, fistler)
  • TEE er sjældent nødvendig ved nativ højresidig klapendocarditis

Gentagen TTE/TEE ved erfaren undersøger

  1. Hvis klinisk mistanke om endocarditis persisterer
  2. I behandlingsforløb ved hændelser (se Tabel 3)

SkemaSkema 1. Ekkokardiografisk logistik modificeret efter EAE.

Fig. 1A. Aortaendokardit. Febril midaldrende patient med styrke 2 aortainsufficiensmislyd. TTE, parasternalt længdesnit viser lettere degenerative forandringer i aortaklappen og venstre ventrikelhyperkinesi antydende aortainsufficiens. Der ses ingen sikre vegationer.
Fig. 1B. TEE i længdesnit viser hos samme pt. små mobile processer (vegetationer), som i diastole prolaberer til venstre ventrikel fra randen af de insuffiente aortaflige.
TTE har en sensitivitet på kun 50-60 % for diagnosen af endocarditis, lavere hos ældre med degenerative klapforandringer, men TTE er i alle tilfælde væsentlig til kvantitering af klapfejl og ventrikelpåvirkning (ved 2D-, M-mode- og Doppler-ekkokardiografi).

I nogle tilfælde, hvor der foreligger perfekt billeddannelse ved TTE, hvor undersøgelsen er helt normal (uden selv beskedne tegn på fx klaputæthed), og hvor den kliniske mistanke om endocarditis samtidig er meget lav, kan videre undersøgelse med TEE undlades.

Omvendt er TTE altid helt utilstrækkelig ved mistænkt proteseklapendocarditis og elektrodeendocarditis samt til afsløring og kortlæggelse af pseudoaneurysmer, kaviteter, fistler og pusansamling.

TEE's sensitivitet for påvisning af vegetationer, fistler og kaviteter er > 90 %, også hos ældre og ved proteseklapendocarditis. I tvivlstilfælde efter TTE (dvs. med mindre TTE er sikkert normal og uden selv beskedne tegn på klapforandringer eller abnorme flow) er TEE derfor altid indiceret (Skema 1, Tabel 1, Fig. 1).

Helt normale forhold (uden selv beskedne klapfejl) ved TEE gør endocarditis lidet sandsynlig.

Nativ tricuspidal- eller pulmonalklapendocarditis kompliceres ikke med perivalvulær kavitetdannelse eller fistler (med mindre der foreligger kongenit hjertesygdom med forudgående betydende pulmonal hypertension), og tricuspidal- og pulmonalklappen fremstilles oftest lige så godt ved TTE som ved TEE. TEE er derfor sjældent nødvendig ved påvist nativ højresidig klapendocarditis.

Ved ubekræftet endocarditis men fortsat klinisk mistanke om sygdommen tilrådes fornyet TTE/TEE ved særligt erfaren undersøger, og dette behøver ikke nødvendigvis at afvente 7-10 dage, som ellers foreslået af EAE. Det må generelt understreges, at endokardit, pga. multifacetteret patologi er et af de vanskeligste diagnostiske områder for ekkokardiografi. Senere gennemsyn af en undersøgelse, der altid vil indeholde selekterede billeder, er ofte utilstrækkelig, og det kan tilrådes, at alle undersøgelser så vidt muligt gennemføres eller superviseres af en erfaren undersøger.

Patoanatomi, patofysiologi og ekkokardiografiske fund

Vegetationer

Turbulent blodstrøm pga. strukturel hjertesygdom denuderer endothelet, hvor den turbulente strøm rammer endokardiet. Dette medfører trombedannelse ("non-infektiøs trombotisk endocarditis"), som er modtagelig for nedslag af mikroorganismer, således at der opstår en infektiøs vegetation (= excrescens, Fig. 2). Excrescensen består af trombocytter, erytrocytter, fibrin, immunceller og milliarder af mikroorganismer.

Fig. 2A. Kammervægsendokardit. TEE, horisontalsnit. Midaldrende mand med længerevarende feber og Streptococcus viridans bakteriæmi. Ingen emboli. Farve-Doppler ekkokardiografi(2A) viser posterior mitralprolaps med jet rettet medialt mod aortas bagvæg.
Fig. 2B. Samme pt. Her ses en stor mobil vegetation tilhæftet netop hvor den turbulente strøm rammer endokardiet på aortas bagvæg. Rask efter operation (med mitralplastik og ekstirpation af vegetationen) samt 4 ugers postoperativ behandling med penicillin 5 mio IE x 4, de første 2 uger ledsaget af gentamicin vejledt af vægt og S-koncentration.

Ekkokardiografisk præsenterer vegetationer sig som mobile elementer, der ikke kan forklares på anden vis, fx som ikke-inficeret trombe, chorda-/papillærmuskelruptur, eller tumor. Vegetationernes mobilitet er egenbevægelse, dvs. bevægelse forskellig fra de omgivende strukturers bevægelse. Dele af eller hele vegetationer i et endocarditiskompleks er dog mere fastsiddende (Fig. 2). Vegetationer kan måle fra få mm til flere cm i luminal prominens. I meget sjældne tilfælde kan store vegetationer medføre klapobstruktion med betydende stenose.

På native klapper og ved kongenit hjertesygdom lokaliseres vegetationerne i den turbulente blodstrøms retning (Fig. 2-6). Typisk på den side af klappen, en VSD eller en AV-shunt, hvor der er det laveste tryk.

Fig. 3AFig. 3A. Mitralendokardit. 51-årig mand med feber og mitralinsufficiensmislyd. 3A: moderat mitralinsufficiens, som ud fra ERO i TTE kvantiteres til 0,26 cm2. Fig. 3B. TTE, 4-kammer billede viser lateralt forløbende mitralinsufficiensjet tydende på anterior mitralprolaps.  
  Fig. 3C. TEE, længdesnit med vegetationer på atriesiden af begge mitralflige, hvor den turbulente strøm er. Fig. 3D. 3D-TEE giver en meget god oversigt over vegetationernes samlede udbredelse set fra venstre atrium, og udover den store vegetation bag forreste flig og et noget mindre konglomerat af vegetationer bag posteriore flig afsløres en lille, særligt mobil vegetation ved laterale kommissur. Aortaklappen anes opadtil i billedet som burde have været roteret yderligere ca. 30° med uret (aorta afgår opadtil mod højre, og spalten mellem mitralfligene skal stå ca. 30° mere på skrå for at vise det billede, kirurgen ser).  
Fig. 4AFig. 4A. Kardiomyopatiendokardit. 51-årig mand med kendt hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati (HOCM), feber i nogle uger og Streptococcus viridans bakteriæmi. TTE, 5-kammer billede viser turbulent blodstrøm med maksimalhastighed 4,5 m x s-1 (gradient 80 mm Hg) i venstre ventrikels udløbsdel. Fig. 4B. TEE i horizontalsnit viser SAM-bevægelse af mitralklappen og i modsætning til Fig. 3 en vegetation på ventrikelsiden af mitralklappen. Ukompliceret forløb under konservativ behandling. Sammenholdt illustrerer Fig. 3 og 4 hvorledes vegetationers lokalisation afspejler lokalisationen af de turbulente strømmes beskadigelse.
Fig. 5. Pulmonalklapendokardit hos yngre kvinde i immunsupprimerende behandling efter levertransplantation. TTE, højt parasternalt tværsnit viser morfologiske tegn på pulmonalklapinsufficiens med centimeterstor vegetation på ventrikelsiden. Komplicerende, repetetive lungeembolier krævede senere pulmonal trombendarterectomi. Fig. 6. VSD-endokardit.hos 17-årig mand med Streptococcus viridans bakteriæmi og kendt perimembranøs VSD. Vegetationer på højre side af septum, hvor den turbulente blodstrøm er. Fredeligt forløb under konservativ behandling.

På proteseklapper er vegetationerne lokaliseret ved syringen (Fig. 7), og infektionen kan medføre løsning af protesen fra det omgivende væv (Fig. 7 & 8). Der er ikke altid synlige vegetationer men hyppigere løsning af klappen med randlækage og/eller perivalvulær kavitetdannelse (se nedenfor). Patienter med biologisk protese kan have de samme forandringer som ved mekanisk protese men derudover kan også ses vegetationer på klapfligene. Blandt patienter med klapprotese får 1-6% endocarditis, og proteseklapendocarditis udgør til 10-30% af alle endocarditistilfælde. Risiko synes uafhængig af, om det er en mekanisk eller biologisk klapprotese.

Fig. 7A. Proteseklapendokardit hos 46-årig mand, der et par år tidligere havde fået indsat mitralprotese pga. svær destruktiv endocarditis. Nu behandlet i ugevis for "lungeinfektion." – endda under indlæggelse i medicinsk afdeling i lokalhospital. I forløbet var alene gennemført en non-diagnostisk TTE, fordi man fejlagtigt (!) antog, at "TEE ikke var indiceret, når bloddyrkninger var negative." Udviklede ultimativt lungeødem pga. omfattende løshed af mitralprotesen, som fremgår af TEE-piruet. Denne viser også store vegetationer på syringen. Fig. 7B. Her ses den svære mitralinsufficiens pga. den omfattende paravalvulære randlæk. Pt. overflyttedes akut i kredsløsshock og med lysstive dilaterede pupiller direkte til operationsgangen kl. 2.30 om natten, hvor optagelserne er foretaget. Mirakuløst kom pt. sig fuldstændigt efter vellykket klapsubstitution.
Fig. 8A. Løs aortaklapprotese pga. S. aureus endokardit. TEE i længdesnit er uden sikre vegetationer (men med med et lille pseudoaneurysme bagtil i venstre sinus Valsalvae). Ingen sikker ventrikeldilatation men hyperkinesi og sinustachycardi. Fig. 8B. Blodstrømmen foregik hovedsageligt paravalvulært både i systole og diastole.
Fig. 8C. Viser den løse klapprotese midt i 3D-TEE billedet. Akut operationsindikation.

Nyopstået randlæk er et diagnostisk hovedkriterium for proteseklapendocarditis. Det er derfor vigtigt at optage en tidlig basisekkokardiografi, og dette kan ske ved den peroperative TEE efter afvikling af hjerte-lungemaskinen.

Annulusprotese indsat i forbindelse med mitralklapplastik kan også medføre endocarditis, hvis der persisterer eller opstår klapinsufficiens (Fig. 9).

Composite graft eller rørprotese i aortaposition giver uvægerligt postoperativ fortykkelse omkring protesen (hæmatom og [steril] inflammation mellem protesen og den bevarede posteriorvæg af den oprindelige aorta ascendens). Denne forandring kan bestå i uger og være umulig at skelne fra begyndende infektion. Sikre tegn på infektion er løsning af protesen fra omgivelserne og deraf følgende hulrum med blodstrøm og kommunikation til venstre ventrikel (Fig. 10). Også for patienter med composite graft er det vigtigt at gennemføre basisundersøgelse umiddelbart per- eller postoperativt. Der opstår i øvrigt ikke randlæk i en composite graft, fordi rør og proteseklap leveres i ét stykke fra fabrikanten. Derimod er det almindeligt at se betydningsløse insufficiensjets ("lukkejets").

Selv om infektionen helbredes, kan vegetationer persistere i månedsvis undertiden årevis (Fig. 11). Ældre vegetationer efter tidligere (evt. nylig) endocarditis er oftest ekkointense pga. fibrose, medens ny vegetationer, der udtrykker aktiv infektion, har en mere inhomogen grålig myokardielignende tekstur (fx Fig. 3C, 4B eller 9A8B). Hverken tekstur eller størrelse er imidlertid velegnede til at monitorere en behandlingseffekt. Denne fremgår langt tydeligere af det kliniske og klinisk biokemiske forløb.

Fig. 9A. Annulusproteseendokardit efter mitralklapplastik nogle år tidligere. Ved mitralplastikken var som vanligt foretaget mindre resektion af posteriore mitralflig og indsættelse af kunststofring i mitralostiet. TEE i længdesnit viser en rundagtig fortykkelse (vegetation) med ganske let mobilitet. Fig. 9B. Ved 3D-TEE (9B) ses den hesteskoformede mitralring med vegetationen, desuden suturerne. Operationsindikation pga. inficeret protesemateriale og klapinsufficiens.
Fig. 10A. Composite graft i aortaposition (rørprotese med mekanisk klap); S. aureus infektion med løsnet protese hos 45-årig kvinde (TEE-længdesnit til venstre og horizontalsnit til højre). Fig. 10B. I farve-Doppler længdesnittet ses blodstrøm fra venstre ventrikel op bag protesen, og både 10A & B viser tegn på væginfektion bagtil i den tidligere aortavæg
Fig. 10C. Fremstiller den løsnede protese ved 3D-TEE men yder i øvrigt intet nyt diagnostisk bidrag.  

Fig. 11A. Persisterende vegetation på posteriore mitralflig med Streptococcus viridans-endokardit. Her TTE-apikalt længdesnit et par uger inde i behandlingsforløbet.

Fig. 11B. Viser tiltagende ekkointensitet (fibrosering) 4 mdr. senere efter (for længst) helbredelse af infektionen. Ventrikelhyperkinesi (og visuelt indtryk af dilatation) antyder ganske svær klapinsufficiens, som imidlertid først mange måneder senere blev symptomgivende med absolut indikation for klapoperation.

Klapinsufficiens

Endocarditis kan medføre ulceration og destruktion af en nativ klap med klapinsufficiens pga. flig- eller chordaruptur eller klapperforation (Fig. 12 & 13), og en klapprotese kan løsnes ved syringen førende til randlækage (Fig. 7 & 8).

Klapinsufficiens kvantiteres så vidt muligt ud fra det effektive regurgitationsorificium (ERO, Fig. 3A) og ud fra påvirkning af venstre ventrikel og atrium. Akut venstresidig klapinsufficiens medfører sjældent væsentlig kammerdilatation men hyperkinesi og sinustachycardi (fx Fig. 13), der afspejler hjerteinsufficiens og betydende klaputæthed. Der er ikke altid tydelig lungestase.

Svær og livstruende akut aortainsufficiens ved aortaklapendocarditis medfører et karakteristisk og specifikt ekkokardiografisk fund: præmatur aflukning af mitralklappen (Fig. 14). Den akutte aortainsuffiens giver pga. blodregurgitationen til den uadapterede, non-kompliante venstre ventrikel anledning til udtalt midt-/sendiastolisk trykstigning i ventriklen, således at dette tryk overstiger trykket i venstre atrium medførende for tidlig aflukning af mitralklappen. Reaktionen er særligt uhensigtsmæssig, fordi den svære aortainsufficiens nødvendiggør, at venstre ventrikel har et højt slagvolumen, hvilket imidlertid forhindres eller begrænses af mitralklappens præmature lukning. Det ominøse fund, der ledsages af kompensatorisk sinustachycardi, varsler truende kredsløbssvigt og indicerer akut operation. Den svære, akutte aortainsufficiens med hurtig trykudligning mellem de venstresidige kamre afspejles også ofte i stejlt faldende CW-Doppler kurve (Fig. 13) i det regurgiterende flow (PHT < 200 ms), men fundet er ikke altid så iøjnefaldende og sensitivt som den præmature aflukning af mitralklappen.

Det må understreges, at endocarditis ikke altid ledsages af ekkokardiografisk synlige vegetationer. I tilfælde af en sygehistorie og ekkokardiografi, der tyder på nyopstået klapinsufficiens, skal endocarditis altid mistænkes (Fig. 13).

Fig. 12A. Endokarditdestruktion af native klapper. TEE-længdesnit gennem aortaendokardit med vegetationer og totalprolaps af den fortil beliggende (højre) aortacusp. Fig. 12B. TEE længdesnit af aortaendokardit hos en anden pt., hvor der ses vegetationer og totalprolaps af aortacuspen med relation til mitralklappen (venstre cusp).
Fig. 12C. Viser den til 12B svarende farve-Doppler optagelse. Fremstilling af de totalt prolaberende aortacuspes afgør, at tilstanden pga. snarlig udvikling af hjerteinsufficiens ikke vil kunne behandles konservativt. Subakut operation som profylakse herimod og mod emboli kan derfor anbefales. Fig. 12D. Her (apikal 4-kammer projektion) ses stor vegetation på tricuspidalklappen og destruktion med udtalt fligprolaps hos en yngre kvinde med i.v. misbrug. Behandledes konservativt men ikke uden omkostninger jfr. Fig. 31.
Fig. 13A. Svær aortainsufficiens (AI) pga. destrueret cusp med aneurysmelignende udposning (egtl. et pseudoaneurysme), der prolaberer ned i ventriklen i diastole. Fig. 13B. I bunden af aneurysmet ses perforation. Pt. er en 41-årig mand, som 2 uger forinden debuterede med nattesved og forbigående rødt udslæt. Udviklede herefter natlig hoste og dyspnø, og egen læge gav en kort Bioclavid kur. Blev henvist pga. svær AI. Han var da afebril og med fuldstændig normale infektionstal men med hjertefrekvens 90 og 1.grads AV-blok med PQ 0,3 s.
Fig. 13C. Her ses CW-Doppler kurven gennem insufficiensflowet stejlt faldende tydende på svær akut aortainsufficiens (selv om PHT ikke sikkert kan udregnes, fordi kurvetoppunktet ikke er helt veldefineret). Trods de aktuelt manglende infektionstegn, indicerede sygehistorie og akut svær AI samt udtalt 1. grad blok endocarditis. Blev derfor bloddyrket, og der påvistes vækst af Enterococcus faecalis. Pt. blev opereret hastende med bekræftelse af cuspperforation og påvisning af vegetation, som dog ikke sikkert kunne ses ved TEE. Fig. 13D. Tværsnittet viser imidlertid ellipsoid klapåbning karakteristisk for bicuspid aortaklap, som her ses med stor non-koronar cusp og raphe mellem den anlagte venstre og lille højre cusp. Den bicuspide klap har utvivlsom disponeret til endokarditen og måske til den bizarre og usædvanlige deformering under infektionen.
Fig. 14Fig. 14. Præmatur aflukning af mitralklappen ved akut svær aortainsufficiens pga. aortaendocarditis. Mitralklappen aflukkes længe inden ventrikelkontraktionen, ja allerede væsentlig inden den elektriske aktivering (QRS) af ventriklen. Det ildevarslende fund viser truende kredsløbssvigt og indicerer akut aortaklapoperation (se tekst).

Perivalvulære kaviteter

Disse omfatter pseudoaneurysmer og purulente flegmoner eller abscesser. De kan kompliceres med intern ruptur medførende fisteldannelse mellem to afsnit af hjerte eller kredsløb eller extern ruptur til perikardiet.

Pseudoaneurysmer opstår tilsyneladende ved dissektion fra et højtryksområde (venstre ventrikel eller aorta) ind i det underliggende inflammerede væv, og psedoaneurysmerne er således ekkotomme og indeholder strømmende blod. Aorta eller venstre ventrikel kommunikerer oftest med pseudoaneurysmerne via en meget smal "knaphuls"-åbning (Fig. 15). Forandringen kan minde om en miniature aortadissektion med falsk lumen og intimaflap. Prædilektionsstedet for pseudoaneurysmer er den aorto-mitrale intervalvulære fibrosa (Fig. 15), men pseudoaneurysmerne kan også forekomme i aortaroden over mod tricuspidalklappen, eller fortil mod septum interventriculare (Fig. 16) eller sjældnere gennem eller omkring mitralringen ved mitralendokardit.

Pseudoaneurysmerne kan ved aortaendokardit perforere med fisteldannelse til venstre eller højre atrium (Fig. 17) eller til venstre ventrikel, hvis den primære åbning til pseudoaneurysmet er fra aorta.

Fig. 15A. Pseudoaneurysme som komplikation til aortaklapendokardit. TEE-længdesnit viser ekkotomt systolisk ekspanderende hulrum i den aorto-mitrale intervalvulære fibrosa med ganske fin åbning fra venstre ventrikels udløbsdel. Fig. 15B. Viser farve-Doppler blodstrøm ind i og ud af pseudoaneurysmet. Operationsindikation subakut.
Fig. 16. Pseudoanerysme som komplikation til aortaklapendocarditis. TEE-længdesnit viser et pseudoaneurysme med kommunikation til aorta og en diameter på ca. 1 cm samt beliggenhed umiddelbart inferiort for højre koronararterie, hvori også ses flow. Svært syg midaldrende mand med S. aureus-endokardit og sinustachycardi. Operationsindikation subakut.
Fig. 17A. Fisteldannelse til højre atrium fra pseudoaneurysme i højre sinus Valsalvae. Svær S. aureus-endokardit i aortaklappen hos midaldrende pt. TEE-horizontalsnit viser ekkotomme hulrum på overgangen mellem venstre ventrikels udløbsdel og aortaroden samt en stor vegetation, der prominerer ind i højre atrium lige posteriort for tricuspidalklappen. Fig. 17B. Dokumenterer fistel til højre atrium. Der ses kontinuert flow ind i højre atrium, og dette sandsynliggør, at kommunikationen er fra aorta (ikke venstre ventrikel) til højre atrium (høj trykforskel mellem aorta og atriet gennem hele hjertecyklus). Operationsindikation subakut.

En særlig type af pseudoaneurysme ved aortaendocarditis kan optræde som en udfræset jetlæsion i forreste mitralflig. Dannelse af dette pseudoaneurysme skyldes et en smal læderende, inficeret jetstrøm fra aortainsufficiens pga. endocarditis (Fig. 18). Forandringen betegnedes tidligere "drop lesion," fordi det for patolog eller kirurg ved betragtning af det standsede hjerte blot lignede en infektion, der havde dryppet ned på mitralklappen. Denne type af pseudoaneurysme rumperer hyppigt førende til perforation af forreste mitralflig (Fig. 19).

Pseudoaneurysme i aortaklappen ved aortaendocarditis (Fig. 13) er meget sjælden.

Fig. 18A. Pseudoaneurysme i mitralklappens forreste flig ved aortaendokardit hos 60-årig mand (TEE-længdesnit). Billedet viser ingen tydelige vegetationer, men det inficerede aortainsufficiensjet har fræset en lille åbning i endokardiet på forvæggen af forreste mitralflig, og ventrikeltryk samt inflammation har opblæst et lille ballonlignende psedoaneurysme. Fig. 18B. Mitralklap og pseudoaneurysme fremstillet ved 3D-TEE. Denne modalitet viser tydeligere, at pseudoaneurysmet er lokaliseret i den lidet bevægelige proximale del af mitralfligen, hvor det kunne reseceres og åbningen aflukkes med patch – inden der opstod spontan ruptur til venstre atrium. Der var også svær aortainsufficiens, som nødvendiggjorde aortaklapsubstitution, medens mitralklapsubstitution s.a. kunne undgås.
Fig. 19A. Pseudoaneurysme i mitralklappens forreste flig ved aortaendokardit hos 50-årig mand (TEE-længdesnit). Det inficerede jet fra aortainsufficiens har udfræset et pseudoaneurysme i forreste mitralflig. Nogen tids trykpåvirkning fra venstre ventrikel og inflammation har til sidst medført ruptur af pseudoaneurysmet til venstre atrium og ledsagende svær hjerteinsufficiens (jfr. sinustachycardi). Fig. 19B. Forholdene fremstillet ved 3D-TEE, hvor forreste mitralflig iagttages fra venstre atrium (det perforerede pseudoaneurysme ses i midten af billedet). Gennemskæringen af aortaroden viser den bicuspide aortaklap opadtil i billedet.

Flegmoner og abscesser kan dannes ved direkte invasiv bakterievækst i det underliggende væv. Forandringerne præsenterer sig ekkokardiografisk som ekkorige evt. mere ekkofattige (men ikke ekkotomme) vævsfortykkelser uden blodstrøm ved farve-Doppler undersøgelse. Der kan i mange tilfælde ikke skelnes sikkert mellem absces og flegmone, fordi en egentlig abscesmembran ikke altid foreligger (Fig. 20-23). Abscesser/flegmoner ses undertiden sammen med pseudoaneurysmer ved én og samme endokardit, men pseudoaneurysmer er langt hyppigere end abscesser/ flegmoner. Både pseudoaneurysmer og abscesser/flegmoner kan i sjældne tilfælde rumpere til perikardiet medførende akut tamponade eller pyopericardium (Fig. 24).

Pseudoaneurysme og absces/flegmone forekommer hyppigst ved aortaendokardit og giver i svære tilfælde anledning til et billede af destructed aortic root, der vanskeliggør evt. umuliggør kirurgisk behandling. Absces/flegmone ses undertiden i mitralringen ved mitralendokardit (Fig. 21-22), og i så fald i relation til mitralringforkalkning og som regel lokaliseret posteriort, evt. postero-lateralt. Mitralringabsces kan være vanskelig at påvise, men omhyggelig undersøgelse er vigtig, fordi forandringen kan ligge dybt i vævet og være vanskelig at se for kirurgen (Fig. 21). I usædvanlige tilfælde kan en absces opstå i myokardiet ved emboli (Fig. 25).

Absces/flegmone er hyppigst en følge af stafylokokinfektion, men forekommer også ved pneumokok og streptococcus viridans endocarditis og kan endog ses ved Q-feber endocarditis (Fig. 23)

Infektion/inflammation proximalt i septum interventriculare spredt fra aortaendokardit kan pga den tætte relation til AV-knude og Hiss'ske bundt medføre AV-blok, partielt eller totalt, men der foreligger ikke nødvendigvis ledsagende synlig absces/flegmone (Fig. 13 & 26). Omvendt giver kavitet proximalt i septum heller ikke obligat anledning til AV-blok.

TEE er væsentlig bedre end TTE til at diagnosticere perivalvulære kaviteter og fistler. En undtagelse kan være processer i proximale del af septum interventriculare i relation til aortaklapproteser, som kan skygge for det fortil beliggende septum.

Abscesser, flegmoner, pseudoaneurysmer, fistler og AV-blok er normalt indikation for operativ hjertekirurgisk behandlig af endocarditis (se i øvrigt NBV og tabel 3).

Fig. 20A. Abscesser og flegmoner ved endocarditis fremstillet ved TEE i længdesnit. 20A viser en velafgrænset absces i aortaroden (S. aureus-endokardit); TEE-sonden er roteret mod venstre, over mod udløbsdelen af højre ventrikel og pulmonalklappen som skelnes til højre i billedet. Fig. 20B. Hos en anden pt. med S. aureus-bakteriæmi ses abscesdannelse i venstre sinus og proximalt i septum interventriculare.
Fig. 20C. Her ses flegmonøs infektion i bagvæggen af aortaroden hos en yngre dyrkningsnegativ kvinde med biologisk aortaklapprotese og i.v. misbrug. Ned mod mitralklappen er proteseklappen løsnet fra væggen medførende pseudoaneurysmedannelse. Fig. 21. Mitralringabsces hos kronisk nyrept. med S. aureus-bakteriæmi. TEE-længdesnittet viser lige under posteriore mitralflig en ekkoholdig rundagtig opblæring af den lettere forkalkede mitralring. Desuden ses mindre perikardieansamling og fibrinbroer. Kirurgen kunne ikke se mitralabscessen ved simpel visuel inspektion efter excision af mitralklappen. De ekkokardiografiske forandringer gav imidlertid anledning til at indføre sonde i mitralringen, og dette medførte pussekretion, som bekræftede diagnosen af ringabsces. Vellykket operativt resultat efter yderligere resektion og indsættelse af patch posteriort i mitralringen samt indsættelse af klapprotese.
Fig. 22A. Mitralringabsces hos 40-50 årig mand med S. aureus-bakteriæmi. Reagerede ikke tilfredsstillende på relevant antibiotikabehandling. Gentagen TTE og TEE i regionshospitalet efter et par uger havde alene afsløret vegetationer på mitralklappen. Efter overflytning til HSE blev TEE gentaget, som ved konventionelt længdesnit igen blot viste vegetationer på mitralklappen, endda ikke særlig tydeligt. Fig. 22B. Ved rotation af sonden i dennes længderetning kunne en stor absces imidlertid sikkert fremstilles; der var ledsagende oversmitning på perikardiet med ansamling og fibrinbroer. Letal udgang peroperativt.
Fig. 23A. Absces/flegmone ved Q-feber. Coxiella burnetii er særligt ernæringskrævende og generelt bloddyrkningsnegativ. Infektionen påvistes ved ekstrem titerstigning. Patienten, en 76-årig mand indlagdes med svær aortainsufficens og aortarodsdestruktion, der nødvendiggjorde akut operation med utilstrækkelig resektion. Pt. forblev febril med stærkt forhøjet CRP. Billederne optaget ca. én uge efter denne primære operation og viste fortsat ekkogén fortykkelse af aortaroden (absces/flegmone). Fig. 23B. Desuden sås en mindre nyopstået randlæk, fordi den biologiske klap var indsat i inficeret væv. Der blev herefter gennemført fornyet og vellykket operation med omfattende resektion og indsættelse af xenograft (komplet aortarod med klap fra gris).
Fig. 24. Aortaendocarditis med absces, pyopericardium og letal tamponade. 65-årig mand med måneder varende febril sygdom. Multiple endoskopier og organskanninger samt en enkelt TTE, alle resultatløse. Omsider dyrkedes koagulasenegative stafylokokker fra blodet. Overflyttedes fra stamsygehus til HSE pga. nyopstået atrieflimren (!). Ved subcostal ekkokardiografi umiddelbart herefter påvistes tydelige TTE tegn på aortarodsabsces og pericardieansamling, formentlig pyopericardium med belægning på forvæggen. Aortarodssubstitution planlagdes akut, men forinden opstod pludselig letal ruptur og tamponade. Fig. 25. Intramyokardial absces påvist hos yngre kvinde, immunsupprimeret pga. SLE. S. aureus-endokardit i aortaklappen som blev substitueret med mekanisk protese. Postoperative TEE-undersøgelser viste den lille ringformede proces fortil og lateralt i venstre ventrikels myocardium. Efter den primære regelrette 6 ugers i.v. antibiotikabehandling svandt processen ind til et lille ar gennem måneders peroral behandling med dicloxacillin og rifampicin.
Fig. 26A. Aortaendokardit og totalt AV-blok. Der ses fortykkede, prolaberende aortaflige, mulige vegetationer og et pseudoaneurysme i den aorto-mitrale intervalvulære fibrosa. Fig. 26B. Der er tydelig aortainsufficiens. EKG viser totalt AV-blok, men der er ingen synlige ekkokardiografiske tegn på infektion eller kavitet proximalt i septum interventriculare.

Pacemaker/ICD-elektrodeendokarditis ("Device-endocarditis")

Fig. 27. Elektrodeendokardit. Ældre mand med DDD-pacemaker og gentagne feberepisoder over mange måneder. Opfattet og behandlet som repetetiv opblussen af KOL. Efterhånden også bloddyrket, der viste vækst af koagulasenegative stafylokokker. Ved TEE (længdesnit) ses en stor vegetation, netop hvor de to mobile elektroder kolliderer i højre atrium. Ingen elektrisk detekterbar isolationsdefekt men efter elektrodeekstraktion sås blodimbibering inde under isolationen midtvejs i den ene elektrode. Device-endokarditis er relativ sjælden, 0,5-5,1 % stigende til over 10 % i visse opgørelser, idet der implanteres flere og flere pacemakere og ICD enheder, og patienterne har et tiltagende antal elektroder (efterladte uvirksomme defekte elektroder, biventriculære pacemakere). Tromber på pacemakerledninger kan bl.a. opstå ved overfladiske isolationslæsioner (uden egentlig elektrisk isolationsdefekt), fx hvis to eller flere mobile elektroder stedse kolliderer i højre atrium under hjertets bevægelser (Fig. 27 & 28), eller hvis isolationsmaterialet er skrøbeligt. Sådanne tromber kan inficeres og give anledning til ganske store vegetationer (Fig. 29).

Bakterierne er som regel Staph. albus eller aureus, og oftest opstår den latente infektion ved deviceanlæggelsen, mens den kliniske infektion kan bryde frem måneder senere. Tilstanden mistolkes ofte gennem længere tid som brochopulmonal infektion og kan fejlagtigt give anledning til multiple, temporært virksomme antibiotikakure.

TEE er bedre end TTE til at diagnosticere elektrodeendocarditis, dels pga. høj opløsningsevne dels pga. bedre vindue uden dæmpende thoraxvæg. Endelig synes der at være færre artefakter ved TEE end ved TTE. Det er imidlertid ofte vanskeligt at fremstille ledningerne i det fulde forløb, og TEE udføres eller superviseres bedst ved erfaren undersøger.

Eradikering af device-endocarditis kræver fjernelse af device og ledninger, ved ekstraktion eller operativt. Operativ fjernelse overvejes ved særligt store vegetationer, fordi ekstraktion uvægerligt medfører lungeemboli med risiko for dannelse af lungeabsces. I nogle centre foretrækkes en uges forbehandling med antibiotika. Såfremt kontrol TEE efter elektrodeekstraktion viser, at der ikke er efterladt vegetationer eller en fibrøs skede fra ledningen, kan nyt device som regel ustraffet indsættes efter yderligere 1-2 ugers antibiotikabehandling, og der er i sådanne tilfælde næppe indikation for hverken 4 eller 6 ugers regelret endokarditbehandling med antibiotika.

Fig. 28A. Elektrodeendocarditis in statu nascendi. DDD-pacemaker og nyligt batteriskift. Nogle dages feber og positive bloddyrkninger med koagulasenegative stafylokokker. 3D-TEE viser hvorledes den ene elektrode kolliderer med den anden to forskellige steder, skiftevis i hvert andet slag. Den fibrøse skede omkring den tykkeste af elektroderne er tilsvarende tyndslidt (endda lidt forskelligt de to steder afhængigt af kollisionskraften). Fig. 28B. Med lidt ændret synsvinkel fremstilles en lille proces, formentlig en vegetation på den tynde elektrodes anslagssted, der også bærer præg af slitage her. Ingen elektrisk isolationsdefekt.
Fig. 29. Centimeter stor elektrodevegetation med form som champagneprop ved 3D-TEE. Tilhæftning af vegetationen hvor to elektroder kolliderer med hinanden i højre atrium. Langvarig febril sygdom.

Emboli

Emboli fra vegetationer er en hyppig komplikation til endocarditis (hos 20-40 % afhængig af diagnostisk metode – klinisk vs. CT eller MR). Fra venstresidig endocarditis optræder cerebral emboli med TCI eller apopleksi undertiden som debutsymptom på endocarditis. Store mobile vegetationer med > 10 mm prominens til lumen synes at indebære særlig risiko for emboli. Ifølge de danske retningslinier i NBV angives subakut operationsindikation (senest næste dag) for patienter med sådanne vegetationer påvist efter mindre end 1-2 ugers antibiotikabehandling; operationsindikationen opfattes dog relativ. Embolirisiko reduceres med en faktor 10 over de første blot 2 ugers virksom antibiotikabehandling. Ved store mobile vegetationer anbefales operation iflg. NBV under alle omstændigheder, "hvis klappen alligevel skønnes operationskrævende i nærmere fremtid pga. destruktion og insufficiens" (Fig. 30).

Hos patienter med emboli og større restvegetationer findes iflg. NBV også indikation for subakut operation, forudsat at der ikke foreligger cerebral hæmorrhagi eller større hæmorrhagisk infarkt, som kan progrediere fatalt under åben hjerteoperation, der nødvendiggør fuld heparinisering.

Højresidig endocarditis (Fig. 5, 6, 12D, 27, 29 & 31) kan give anledning til multipel septisk lungeemboli (Fig. 12D & 31) evt. med abscesdannelse, mens pludselig kredsløbstruende lungemboli er meget sjælden.

Fig. 30A. Aortaendocarditis med 2 cm lang vegetation, som pendler fra venstre ventrikels udløbsdel i diastole til aortaroden i systole. Der havde ikke været kliniske embolitilfælde. Fig. 30B. Forenelig med venstre ventrikels hyperkinesi sås svær aortainsufficiens, og dette sammen med den store mobile (embolitruende?) vegetation udløste operationsindikation. Da patienten imidlertid var 75 år og passioneret cerutryger, udførtes invasiv KAG (Hjerte-CT ikke tilgængelig).
Fig. 30C. Optaget efter KAG og viste uændret vegetation, således at heller ikke nærkontakt med kathetrene havde udløst emboli. Alle billeder optaget i apikale længdesnit ved TTE. Fig. 31. Tricuspidalendokardit. Samme pt. som i Fig. 12D. Pt. plagedes af dyspnø og udviklede desaturering under fysisk anstrengelse. Thoraxrtg. viste tegn på multiple septiske lungeinfarkter, og der var også nogen pulmonal hypertension. Imidlertid viste ekkokardiografi efter injektion af 10 ml agiteret isoton NaCl ("kontrastekko") – udført pga. desaturering - at der også forelå kraftig højre-venstre shunt gennem et persisterende foramen ovale (PFO) som et væsentligt bidrag til pt.s dyspnø og desaturering. Shunten gennem PFO fremkaldtes eller forværredes af forøget tryk i lungekredsløbet (embolierne) og især af den svære tricuspidalinsufficiens (jfr. systolisk ekspansion af højre atrium). Der var ikke højresidige stasefænomenter.

Endocarditisvegetationer, differentialdiagnoser

  • Fastsiddende degenerative forandringer, der følger bevægelserne af klapperne eller omgivelserne: mitralringkalcifikation (Fig. 32), lokaliseret klapfibrose (begge hyppigst af kraftigere ekkointensitet end aktive vegetationer), myxomatøse lokaliserede fortykkelser af mitralklappen ved mitralprolaps.
  • Mere mobile elementer: chordaruptur, prolaberende aortaflig, papillært fibroelastom (Fig. 33 & 34), Lambl excrescenser (tynde fibrintråde relaterede til native klapper eller proteseklapper uden sikkert defineret betydning, Fig. 35).
  • Den mindre erfarne kan forveksle en komplet papillærmuskelruptur med vegetation (Fig. 36).
  • Mobile tromber uden infektion kan ses hos patienter med trombofili (Fig. 37) eller ved proteseklapper hos patienter, der er utiltrækkeligt antikoagulerede (Fig. 38).
  • Mobile tromber uden (eller med) infektion kan i højre atrium ses ved CVK-spids (Fig. 39) eller på pacemakerledninger (Fig. 40).
  • Prominerende v. cava inferior klap/Chiari-net kan forveksles med vegetation (især ledningsvegetation, Fig. 41). Egtl. vegetation på cava inferiorklappen kan forekomme i meget sjældne tilfælde; det kan ses ved kontakt med inficeret CVK/permanent katheter.
  • I usædvanlige tilfælde kan formationer af stagnerende blod ("røglignende ekkoer" i venstre atrium ved atrieflimren) simulere vegetationer, når erythrocytaggregaterne passerer en proteseklap (Fig. 42).

Fig. 32. Mitralringkalcifikation (parasternal længdesnit ved TTE): Må ikke i sig selv forveksles med vegetation men kan blive genstand for endocarditis både med vegetationer og dannelse af ringabsces (Fig. 21 & 22). TEE altid indiceret ved klinisk mistanke om endocarditis.
Fig. 33A. Papillært fibroelastom på aortaklappen hos 47-årig kvinde med cerebral iskæmi. Afebril. TEE længdesnit. Fig. 33B. TEE horizontalsnit. Modsat vegetationer optræder den lille benigne tumor hyppigst isoleret (her ses tumor tilfæftet non-koronare aortacusp). Papillære fibroelastomer diagnosticeres oftest hos patienter med cerebrale iskæmiepisoder men ses også undertiden accidentelt.
Fig. 33C. Tumor fremstillet ved 3D-TEE, som er ganske malerisk men ikke tilføjer ny diagnostisk information, tværtimod oplyser denne undersøgelse intet om tumors tekstur.
Fig. 34. Papillært fibroelastom, kun 3 mm i diameter hos 35 årig afebril mand med cerebral iskæmi. (TEE i længdesnit gennem mitralklappen med venstre aurikel, der ses kl. 3 i billedet). Tumor kunne ikke ses ved TTE. Fig. 35. Lambl vegetation, en trådfin, non-infektiøs mobil struktur (fibrintråd) tilhæftet vinklen mellem mitralklap og aortaklapprotese. TEE i længdesnit.
Fig. 36A. Ca. 70-årig mand overflyttet fra regionalt hospital til HSE med hastigt indsættende hjerteinsufficiens, feber, markørforhøjelse, uspecifikke EKG-forandringer og ekkokardiografisk mistanke om endocarditis. TEE i horizontalsnit viser imidlertid, at den vegetationssuspekte proces er solitær og tilhæftet forreste mitralflig ved en ultratynd struktur, således at det nærmest er uforståeligt, at sygdomsforløbet ikke er kompliceret med emboli, hvis der var tale om endocarditis. Fig. 36B. Det må i stedet dreje sig om papillærmuskelruptur, hvilket måske er endnu tydeligere ved 3D-TEE og også bekræftedes ved hjertekirurgi. Bemærk også, at ruptur til forreste mitralflig oftest er pga. papillærmuskelruptur, mens chordaruptur – spontan og ved endocarditis oftest involverer posteriore mitralflig.
Fig. 37A. Non-infektiøs trombotisk endocarditis hos 26-årig kvinde. Overflyttet akut fra regionshospital pga. mistanke om bakteriel endocarditis, idet pt. var nyindlagt med cerebral iskæmi og multiple friske infarkter ved CT. Desuden større cerebralt infarkt ½ år forinden. Ikke mellemliggende febril. Det parasternale længdesnit viser let aortainsufficiens, som skyldes bicuspid klap. Fig. 37B. I dette TEE-horizontalsnit ses også ganske små vegetationer langs randen af venstre aortacusp. Der er imidlertid ingen god sammenhæng mellem cerebrale skader i multiple områder og over lang varighed på den ene side og de meget små vegetationer på den anden side. I særdeleshed måtte forventes meget mere omfattende forandringer på klap og omgivelser, hvis der havde bestået langvarig ubehandlet endocarditis som ellers oprindeligt formodet. Det sammenfattede billede førte i stedet til umiddelbar overvejelse af koagulopati, og der påvistes et antiphospholipid syndrom. Pt. kunne behandles med antikoagulation, mens den indledte antibiotikabehandling for endocarditis kunne ophæves.
Fig. 38. Uinficeret trombose ved syringen af mekanisk dobbelt vippekiveprotese i mitralposition (St. Jude klap). Trombosen er uskelnelig fra vegetationer ved endocarditis, og i en sådan situation afhænger behandlingen af feberanamnese, tp. måling, CRP, bloddyrkning og INR-værdier. Fig. 39. Trombose (mobil) på spidsen af CVK. Kan være inficeret, og dette må som i Fig. 38 afhænge af temperatur, CRP og bloddyrkning. Normalt skiftes katheteret.
Fig. 40A. Stor mobil trombe på ICD-ledning hos 23-årig mand med arytmogen højre ventrikel kardiomyopati (ARVC). TTE (ikke vist) udførtes som rutinekontrol af kardiomyopatien og viste tegn på mobil trombose på elektroden, som er kendt for skrøbelig isolering med mulighed for tidlig isolationsdefekt og ICD-svigt. Der var imidlertid ingen tegn herpå. Supplerende TEE viste transitorisk trombe, som først svandt spontant og efter genkomst igen svandt under forbigående marevanbehandling men uden påfølgende re-retablering under magnylbehandling. Ingen kliniske eller skintigrafiske tegn på lungeemboli. Fig. 40B. 3D-TEE viser endnu tydeligere den mobile trombe men afføder i øvrigt ingen ny behandlingskonsekvens.
Fig. 41. Vena cava inferior-klap (den Eustachiske klap) som differentialdiagnose til elektrodeendokardit (TEE-længdesnit gennem atrierne og vv. cavae). Ubekræftet klinisk mistanke om elektrodeendocarditis støttedes fejlagtigt af den mobile men spinkle og isolerede struktur nær den ene elektrode og nær indmundingen af v. cava inf. Det drejer sig blot om cava inferior-klappen.
Fig. 42A. Spontankontrast i venstre atrium som differentialdiagnose til vegetationer. Patienten var tidligere pga. endocarditis klapsubstitueret med biologisk protese i mitralostiet. Havde nu atrieflimren, feber og bakteriæmi med streptococcus viridans. TEE i regionshospitalet gav mistanke om endocarditis i proteseklappen, og pt. overflyttedes til HSE. Her genfandt TEE flygtige og tvivlsomme vegetationslignende formationer ved protesens syring. Desuden spontankontrast i venstre atrium. Fig. 42B. 3D-TEE viste imidlertid, at de vegetationslignende elementer blot repræsenterede erythrocytaggregater (spontankontrast), der strømmer ud af venstre aurikel (opadtil til venstre), og som ud for syringen materialiseres til mere håndgribelige elementer, som uanfægtet flyder videre gennem klappen. Selv om de oprindeligt mistænkte vegetationer således kunne afkræftes, førte kombinationen af bakteriæmi, proteseklap og tidligere endocarditis alligeve til komplet (men begivenhedsløs) endocarditisbehandling med antibiotika. Bemærk at 2D billeder lader undersøgeren tro, at proteseklappen er bicuspid, mens 3D ekko illustrerer klappens sande trefligede natur.
Fig. 43A. Mitralendokardit. TEE (2-kammer længdesnit gennem de venstresidige kamre) viser store flaksende vegetationer, og ventriklens hyperkinesi tyder på svær klapinsufficiens. Fig. 43B. 3D-TEE viser vegetationerne set fra atriesiden men tilføjer intet nyt.
Fig. 44A. Aortaklapendokardit. TEE i længdesnit viser en stor vegetation på venstre aortacusp, en mindre på højre. Desuden svær hyperkinesi af venstre ventrikel. Fig. 44B. 3D-TEE giver egentlig en ringere (og tilsyneladende mindre farlig) fremstilling.

Ekkokardiografi i behandlingsforløb

Behandlingskontrol gennemføres ud fra daglig temperaturmåling og klinisk kontrol for hjerteinsufficiens samt ved CRP og leucocyttælling x 2 ugentligt, mens undersøgelse for ændret hjertestetoskopi generelt kan anses insensitiv og nyttesløs. EKG-monitorering fortsætter indtil tilstanden er stabil og velbehandlet. AV-blok forekommer pga. den anatomiske relation næsten udelukkende hos patienter med aortaendocarditis. Undersøgelse for primærfokus gennemføres tidligt i behandlingsforløbet. Hos akut opererede patienter gøres dette postoperativt, så snart tilstanden er stabiliseret.

I behandlingsforløbet er akut/subakut ekkokardiografi (TTE og TEE) indiceret ved mistanke om behandlingssvigt, komplikationer og præ/perioperativt (Tabel 3).

Tabel 3. Indikationer for gentagen TTE/TEE hos patienter i behandling for endocarditis
  • Persisterende feber (overset/nyudviklet absces/flegmone?)
  • Recidiveret feber (nyudviklet absces/flegmone? dog langt hyppigst drug fever!)
  • Emboli (omfanget af evt. restvegetationer og risikobedømmelse for fornyet emboli)
  • Umiddelbart præoperativt eller peroperativt (endelig fastlæggelse af destruktionsomfang)
  • Ved behandlingsafslutning (status mhp. efterkontrol)

I alle tilfælde er både TTE og TEE nødvendig

Feber og andre infektionstegn bør i et behandlingsforløb medføre fornyet undersøgelse.
Persisterende tegn på infektion skyldes ofte overset intrakardial pusansamling eller uvirksom antibiotikabehandling, hvor sidstnævnte kan udelukkes hos dyrkningspositive ptt. ud fra resistensbestemmelsen.

Recidiv af feber og andre mulige infektionstegn efter et par ugers behandling med initialt tilfredsstillende respons er som regel udtryk for drug fever.

Operationsindikation og ekkokardiografi

For operationsindikationer henvises overordnet til Tabel 4 og NBV.

Tegn på persisterende eller recidiveret feber i et behandlingsforløb bør altid medføre intensiveret undersøgelse for evt. primær eller sekundær fokus. Såfremt der ikke foreligger et sådant ubehandlet fokus udgør persisterende infektion trods relevant antibiotikabehandling normalt indikation for kirurgisk sanering af endocarditis.

Ved klinisk emboli tages hastende stilling til indikation og mulighed for operation ud fra klapdestruktion, restvegetationer og cerebral status, klinisk og ved CT/MR.

Generelt er det vigtigt hos hver enkelt patient at afveje akutte endokarditrelaterede risikofaktorer over for den perioperative risiko og langtidsprognosen.

TEE umiddelbart præoperativt eller peroperativt gennemføres, fordi TEE ofte kan visualisere fistler og dybere liggende pusansamlinger, som ikke nødvendigvis fremgår visuelt i operationsfeltet.

Tabel 4. Operationskriterier ved infektiøs endocarditis (NBV)

Indikationer for akut hjertekirurgi:

  • Svær hjerteinsufficiens eller kardiogent shock pga. klapdestruktion
  • Akut aortainsufficiens med prolaberende delvist afrevet cusp eller præmatur lukning af mitralklappen ved M-mode ekkokardiografi
  • Løs klapprotese
  • Ruptur til perikardiet

Indikationer for subakut hjertekirurgi:

  • AI eller MI med tiltagende hjerteinsufficiens
  • Systemisk arteriel emboli under antibiotisk behandling + større mobile restvegetation(er)
  • Absces, pseudoaneurysme, shunt eller fistel
  • Nyopstået AV-blok (grad 2-3), temp. PM anlægges umiddelbart
  • Klapprotese med betydende randlækage
  • Stor mobil vegetation > 10 mm + antibiotisk behandling < 1-2 uger (relativ indikation)
  • Valvulær obstruktion

Øvrige indikationer for hjertekirurgi:

  • Tidlig proteseendocarditis indenfor 2 måneder efter den primære operation
  • Svampeendocarditis
  • Behandlingsresistente mikroorganismer
  • Fortsat ukontrolleret infektion efter 1 uges relevant antibiotisk behandling (anden årsag udelukket)

Efterkontrol

Omkring tidspunktet for behandlingsafslutning (uanset om behandlingen har været konservativ eller har involveret kirurgi) gennemføres statusundersøgelse med TTE og TEE, herunder med kvantitering af evt. klapinsufficiens og deraf udledt planlæggelse af tidspunkt for efterkontrol.

Efter udskrivelse er der en lille risiko for tilbagefald af infektion (1.3-6.6 %). Patienterne anbefales kontrol af temperatur i hjemmet og kontakt til behandlende afdeling ved temperaturforhøjelse, dyspnø eller andre kardiopulmonale symptomer. Klinisk og ekkokardiografisk kontrol aftales individuelt afhængigt af almen klinisk og ekkokardiografisk status ved udskrivelsen. Patienter, som har haft endocarditis har øget risiko for senere recidiv, og antibiotikaprofylakse ved indgreb er indiceret (se NBV). Kontrol, klinisk og med TTE samt fastende med mulighed for TEE (såfremt klinisk tilstand og TTE måtte indicere dette) forekommer i alle tilfælde rimelig efter 3 og 12 mdr.

Praktisk vejledning baseret på komplet TTE og TEE:
  1. Gennemfør omhyggelig undersøgelse af alle fire klapper og ved systolisk mislyd også af ventrikelseptum. Husk også at undersøge for evt. ductus arteriosus persistens og coarctatio aortae (som ikke giver tydelig mislyd). Ved pacemaker/ICD følges ledningerne fra v. cava sup. til højre ventrikel (prædilektionssted for vegetationer er imidlertid højre atrium, hvor elektroderne er mobile og kolliderer). Efterse spidsen af et evt. CVK.
  2. Fastlæg morfologisk/funktionel årsag til evt. klapinsufficiens (prolaps, chordaruptur, fligruptur, fligperforation). Funktionel mitralinsufficiens kompliceres meget sjældent eller aldrig med endocarditis. Kvantiter klapinsufficiens graden. Beskriv omfanget af evt. paravalvulær lækage, gerne med gradtal af udbredelsen og anfør, om protesen er løs (en rokkende bevægelse af hele protesen forskellig fra omgivelsernes bevægelse). Det er vigtigt at anføre om lækagen er sikkert nyopstået eller forværret.
  3. Identificer og beskriv lokalisation, udbredelse, størrelse og mobilitet af evt. vegetationer
  4. Undersøg omhyggeligt det perivalvulære væv ved aortaendocarditis og mitralringen ved mitralendocarditis
  5. Kvantiter påvirkning af venstre ventrikel ud fra dimensioner og EF. Undersøg for præmatur aflukning af mitralklappen ved aortaendocarditis (M-mode ekko).
  6. Undersøg for påvirkning af venstre atrium og højresidige kamre samt for pulmonal hypertension
  7. Bemærk evt. perikardieansamling, som varsler aggressivt forløb med evt. ruptur.

Særlige ekkokardiografiske undersøgelser

Vævs-Doppler er i enkelte tilfælde anvendt til at dokumentere egenbevægelse af vegetationer, men i almindelighed er metoden uden klinisk betydning. Vævs-Doppler og speckle-tracking indeholder principielt et (endnu ubelyst) potentiale til at prædiktere embolirisiko for vegetationer ud fra deformationsgraden i hver hjertecyklus.

3-D ekkokardiografi giver ofte malerisk fremstilling af endocarditis (Fig. 43), men er fraset absolut enkeltstående tilfælde (Fig. 28, 42) helt betydningsløs diagnostisk. Metoden giver heller ingen fremstilling af vævs-tekstur og interne forhold i kaviteter, og 3D giver jævnligt ringere eller samme oplysninger som 2D (Fig. 44).

Referencer

Emboli in infective endocarditis: The prognostic value of echocardiography. Steckelberg JM, Murphy JG, Ballard D. Ann Intern Med 1991;114:635-40

New criteria for diagnosis of infective endocarditis: Utilization of specific echocardiographic findings. Durack DT, Lukes AS, Bright DK and the Duke Endocarditis Service. Am J Med 1994;96:200-9

Perivalvular cavities in endocarditis: Abscesses versus pseudoaneurysms? A transesophageal Doppler echocardiographic study in 118 patients with endocarditis. Tingleff J, Egeblad H, Gøtzsche C-O et al. Am Heart J 1995;130:93-100

Diagnosis and management of infective endocarditis and its complications. Bayer AS, Bolger AF, Taubert KA et al. Circulation 1998;98:2936-2948
Approach to diagnosis of infective endocarditis. Durack DT and the Endocarditis Working Group of the International Society of Chemotherapy. Clin Microbiol Infect 1998;4:3S3-9

Microbiological recommendations for the diagnosis and follow-up of infective endocarditis. Gutschik E and Endocarditis Working Group of the International Society for Chemotherapy. Clin Microbiol Infect 1998;4:3S10-16

Infective endocarditis in adults. Mylonakis E, Calderwood SB. N Engl J Med 2001;345:1318-28

Echocardiography in infective endocarditis. Evangelista A, Gonzalez-Alujas MT. Heart 2004;90:614–7.

Risk of embolism and death in infective endocarditis: prognostic value of echocardiography:
a prospective multicenter study. Thuny F, Di Salvo G, Belliard O, Avierinos JF, Pergola V, Rosenberg V et al. Circulation 2005;112:69–75.

Definition, clinical profile, microbiological spectrum, and prognostic factors of
early-onset prosthetic valve endocarditis. Lopez J, Revilla A, Vilacosta I, Villacorta E, Gonzalez-Juanatey C, Gomez I et al. Eur Heart J 2007;28:760–5.

Prosthetic valve endocarditis: current approach and therapeutic options.Habib G, Thuny F, Avierinos JF. Prog Cardiovasc Dis 2008;50:274–81.

Guidelines on the prevention, diagnosis, and treatment of infective endocarditis (new version 2009): The Task Force on the Prevention, Diagnosis, and Treatment of Infective Endocarditis of the European Society of Cardiology (ESC). Habib G, Hoen B, Tornos P, Thuny F, Prendergast B, Vilacosta I et al.; ESC Committee for Practice Guidelines (CPG).. Eur Heart J 2009;30:2369–413.

Acute valvular heart disease: changing concepts in disease management. Stout KK, Verrier ED. Circulation 2009;119:3232–41.

Infective endocarditis: a continuous challenge. The recent experience of a European tertiary center. Knudsen JB, Fuursted K, Petersen E, Wierup P, Mølgaard H, Poulsen SH, Egeblad H. J Heart Valve Dis. 2009;18:386-94.

Recommendations for the practice of echocardiography in infective endocarditis. Habib G, Badano L, Tribouilloy C, Vilacosta I, Zamorano JL and others on behalf of the European Association of Echocardiography. European. Journal of Echocardiography 2010;11,202–219.

Failure of clinical features of low probability endocarditis. The early echo remains essential. Knudsen JB, Fuursted K, Petersen E, Wierup P, Mølgaard H, Poulsen SH, Egeblad H. Scand Cardiovasc J. 2011;45:133-8.

 

 

Underkategorier

Jesper K Jensen og Vibeke Guldbrand

Marts 2022


Ekkokardiografi før tricuspidal klaps intervention

Patienter som overvejes behandlet for tricuspidalklaps insufficiens (TI) bør ved ekkokardiografien (Figur 1 og 2) have fokus på følgende:
- Anatomien af klappen og relationer til omkringliggende strukturer (AV knuden, sinus coronarius, højre kranspulsåre)
- Ætiologi
- Sværhedsgraden af TI (se skema i Tabel)
- Højre ventrikel dimensioner og funktion
- Højre atriums størrelse
- Annulus dimension/annulus areal
- Pulmonal hypertension
Både TTE og TEE vil være nødvendigt for at evaluere ovenfor nævnte punkter. For at kunne planlægge og behandle perkutant er det absolut nødvendigt med gode TEE billeder.

Figur 1. Projektioner og billeder ved TTE før intervention.

ti1A. Højre ventrikel inflow (septum (IVS), sinus coronarius (CS), septale flig (S) og anterior flig (A)
B. Short axis: Posterior (P) and anterior (A)
C. Modificeret 5 kammer med lidt af udløbsdelen (LVOT), anterior (A) og septal (S)
D. Modificeret 4-kammer billede hvor proben vinkles en anelse posteriort ses posterior (P) og septal (S)
E. 3D kan visualisere og identificere alle 3 cuspe

Selektion af patienter til perkutan behandling af tricuspidalinsufficiens*:

Patienter, der kommer i betragtning til perkutan intervention er i optimal medicinsk behandling og ikke fundet egnet til kirurgisk behandling.

 Det frarådes at behandle patienter med- End-stage leversygdom
- End-stage nyresvigt inkl. dialyse
- Svær lungesygdom
- Fremskreden kardiel amyloidose

Herudover vil det bedste resultat opnås ved perkutan behandling, hvis:
- EF >25%
- Tricuspidal annulus < 50-55 mm
- Coaptationsdefekt <7-9 mm
- TAPSE > 13 mm
- Systolic pumonary artery pressure (sPAP) < 60 mmHg

*) Ho EC, Ong G, Fam NP. Transcatheter tricuspid valve intervention: a practical algorithm for patient selection. Curr Opin Cardiol. 2019;34:164-172.

Figur 2. Projektioner og billeder ved TEE før intervention.

ti4A. Midtøsofagalt short‐axis af aorta klappen anterior (A) og posterior (P). Biplan kan benyttes til at sammenligne enten A eller P med den septale (S)
B. Biplan kan benyttes til at sammenligne enten A eller P med den septale (S)
C. 4 kammer i enten 0-20 grader eller ca. 180 grader ses insufficiens graden.
D. E. og F. Transgastrisk med identifikation af cuspe samt sværhedsgraden af insufficiens.

Tabel. Sværhedsgrad af TI
Foreslået udvidet gradueringsskala for tricuspidalklapinsufficiens.

Fund ved ekkokardiografi  Mild  Moderat Svær Massiv Fri
VC (biplan)   < 3 mm 3-6,9 mm  7-13 mm  14-20 mm > 20 mm
 EROA (PISA)  < 20 mm2 20-39 mm2   40-59 mm2 60-79 mm2 >79 mm2 
 3D VCA eller kvantitativ EROA      75-94 mm2 95-114 mm2 >114 mm2

VC: Vena contracta. EROA: Effective regurgitant orifice area. PISA: Proximal isovelocity surface area. 3D VCA: Three-dimensional vena contracta area.
*) Hahn et al. European Heart Journal - Cardiovascular Imaging (2017) 18, 1342–1343

Ekkokardiografi under intervention:

Multiplan TEE vinduer udføres i forbindelse med intervention, hvor figur 3a demonstrerer de typiske billeder, der udføres ved clipsning.

Figur 3a. Projektioner og billeder ved TEE under intervention.

ti5A: 2D TEE projektioner hvor den lukkede clips er i højre atrium pegende mod tricuspidalklappen.
B: Clipsen er åben og placeret lige under annulus niveau.
C: Clipsen udfoldet under klappen og klar til at graspe fligene.

Figur 3b. Transgatriske billeder ved TEE under intervention.

ti6A:Transgastriske billeder hvor orientering af clips (rød markering af åben clips) i forhold til cuspe konfirmeres, - i dette billede mellem anteriore og septale flig.
B: Clipsen (grøn markering) er nu lukket med to orificier til følge.

Ekkokardiografi efter intervention:

 

- Kvantificering af insufficiens jf. gradueringsskema (Tabel)
- Transtricuspidal gradient ≤ 4 mmHg
- Sikring af stabiliteten af clips
- Højre ventrikel funktion
- Pericardieeffusion